Globalisering har bevæget sig fra at være et begreb til at være et faktum. Vi handler, kommunikerer og interagerer på tværs af kloden – især på grund af det verdens omspændende internet.
Vi kalder endda en del af dette net for World Wide Web. Det antyder da globalisering, men alligevel så er det bare ikke særlig globaliseret.
Det hele handler om rettigheder. Allerede da man introducerede DVDen i 1997 indførte man regionskoder på dem – for at sikre sig mod at man kunne sælge dem på tværs af verdensdelene. Det var ellers ikke et problem man havde med hverken LPer, CDer eller VHS-bånd. Men i 1997 fik rettighedshaverne øjnene op for en del-og-hersk-politik, som de har holdt fast i lige siden.
Med udbredelsen af nettet, så det ud til at bløde lidt op. Der var ingen nævneværdige problemer med at se amerikanske websider i Europa – og omvendt. Men så kom der video ..
Det lader til at være video som går det hver gang. Det var tilfældet med DVD – og det er tilfældet med video på nettet. For med fremkomsten af TV på nettet, så kom regional-blokeringerne frem igen.
Det er ret underligt. Jeg kan gå til www.kcbs.com og høre live radio fra San Francisco uden problemer. Men jeg kan ikke gå til www.cbs.com og se TV fra USA. Det er lukket på grund af “copyright restrictions”.
Det samme gør sig sådan set gældende for stort set al video fra USA. Det er ligemeget om det er ABC, Fox eller Comedy Central. Svaret er det samme: “Due to rights restrictions …”. Selv på YouTube kan jeg opleve det. Hvis jeg går til youtube.com/cbs – så kan jeg IKKE se de fulde episoder af Star Trek som ellers ligger der. Igen: “Due to copyright restrictions”.
Naturligvis findes der måder at omgå alt dette på. Den nemmeste er at bruge proxy-servere. Men helt ærligt – det gider jeg simpelthen ikke. Jeg brugte Hotspotshield en overgang til at se Hulu, men hastigheden var simpelthen for ringe og det var … besværligt. Når jeg vil se TV skal det være nemt.
Den samme geocentrisme finder vi også hos os i Europa. Jeg kan ikke bruge BBCs ellers fremragende iPlayer (http://www.bbc.co.uk/iplayer/) – og hvis jeg sidder i Egypten kan jeg ikke se DR live på nettet.
Situationen er lignende når vi ser på musik tjenester. Her har sites som Pandora, Spotify og Last FM deres problemer i Danmark. Igen fordi rettighederne er baserede på landegrænser, selvom markedet for musik er globalt.
Resultatet af alt det her bliver dysfunktionelle nettjenester. Og det bliver i sidste ende at vi, som netbrugere, laver alle mulige krumspring for at forbigå disse forskellige begrænsninger. Til gavn for ingen.
Geocentrisme burde simpelthen være uacceptabelt på nettet. Information (still) wants to be free.