Når man arbejder med tekster, kan man hurtigt komme i en situation, hvor tekstbehandling bare ikke er .. godt nok. Man vil gerne have mere kontrol over layout. Man har brug for Desktop Publishing.
Den traditionelle løsning på dette problem har været at gå til Adobe og købe InDesign, der efterhånden må siges at være de facto standarden på området. Og tag ikke fejl – InDesign er et dejligt stykke software. Der er bare den detalje at det koster 8.000 d.kr.
Det er mange penge, hvis man ikke arbejder med DTP hver dag. Billigere alternativer har været Microsoft Publisher – det er bare ikke ret godt – og det er heller ikke ligefrem gratis.
Ind kommer Scribus (www.scribus.net). Et Open Source DTP program, der faktisk virker. Det virker endda på alle platforme (jeg kører det på Mac, Windows og Ubuntu) – og er nu kommet i en 1.3.5 RC2 version.
Screenshot fra Scribus 1.3.5
Fordelen ved at bruge et Open Source DTP program er stor. For en ting er, at du slipper for at betale for programmet. Men hvis man arbejder sammen med andre mennesker omkring en publikation – så er det utrolig dejligt, at de frit bare kan downloade programmet og få adgang til grundfilen. InDesigns filer er notorisk lukkede – hvis man ikke har programmet er det synd!
Grundlæggende funktionalitet
Et DTP program er ikke tekstbehandling. Det er ret vigtigt at forstå. Det kan bedst beskrives som en krydsning mellem et illustrationsprogram og et tekstbehandlingsprogram. Man skal altså ikke forvente den samme nemme måde at gå til tingene på, som man får fra en office-pakke. Til gengæld får man stort set total kontrol over hele processen.
Når man starter programmet, bliver man bedt om at specificere hvad man ønsker at layoute. Det kan være en enkelt side, dobbeltside, foldere (3 eller 4-fløjede) eller noget man helt selv specificerer. Scribus er blevet brugt til at lave hele bøger og tidsskrifter, så der skulle ikke være nogen begrænsninger der.
Dette er et af punkterne, hvor Scribus adskiller sig fra et program som illustrationsprogram som Illustrator eller Inkscape. Der kan man normalt kun lave en side af gangen – hvor man her har et større fokus på at lave flere sider.
Når først man har sat systemet op, så kommer man til arbejdsskærmen. Den ligner sådan set et hvilket som helst illustrationsprogram, med en stor arbejdsflade i midten og så mulighed for at åbne bokse med værktøjer.
Tekst, tekst, tekst
En anden grundlæggende forskel på DTP og illustration er at systemet har meget stort fokus på tekst. I et illustrationsprogram bliver det hele meget tungt, hvis man arbejder med store tekstblokke. I modsætning til dette kan man i Scribus importere hele tekstdokumenter og arbejde med deres typografier direkte i systemet. Man kan altså lade forfattere arbejde i deres vante tekstbehandling – og så bare hente teksten ind i ens foruddefinerede layout.
Man sætter nemlig det hele op uden tekster og billeder – bare med billedrammer og tekstrammer. Så man kan arbejde med layout fuldstændig uafhængigt at indholdet – og det kan være en stor fordel i tryksagsproduktion.
Tilgængelighed
Jeg ville lyve hvis jeg påstod at man lærer DTP i almindelighed eller Scribus i særdeleshed på en eftermiddag. Man skal bruge tid på at lære de her systemer – men når man først har lært det, så vil man ikke længere kunne forstå hvordan man kunne leve med salgsmaterialer, artikler eller andet sat op i almindelig tekstbehandling.
Er man allerede vant til at arbejde med DTP, så vil jeg klart anbefale at man giver Skribus en chance.
