Feb 072010
Skæbnen kaster virkelig rundt med mig for tiden. Først ryger arbejdet (ok, det var lidt selvvalgt) og så søndag den 31. januar falder jeg foran Aros og smadrer min knæskal. Resultat – indlæggelse på Århus Sygehus, operation og forhindret i at forlade huset her i Ørum i en rum tid. Jamen … så har jeg da tid til at tænke over tingene.
- Dag 32 – “Sunday Bloody Sunday”. Mandag gik sådan set udelukkende med at blive opereret og vågne igen. Så fotografisk var der ikke det store at komme efter, andet end at jeg var i stand til at tage det her billede med min iPhone
- Dag 33 – “Hjemme igen”. OK – det er endnu et billede af min hånd. Når aktionsradiusen er ca. 30 cm er der begrænsede fotografiske muligheder. Og jeg syntes faktisk at det beskrev situationen ret godt.
- Dag 34 – “Maskeret fotograf”. Rebecca var meget bevidst om at far havde det dårligt. Så hun tog fastelavnsmaske på og tog billeder for at muntre mig op.
- Dag 35 – “Tilbage”. Den første dag, hvor jeg begyndte at føle gnisten lidt tilbage (jeg mistede den så godt nok igen dagen efter). Men håbet var tilbage …
- Dag 36 – “OK, nu begynder det at kede mig”. Frustrationen over at være bundet til sofaen var ved at være mærkbar.
- Dag 37 – “Noget at holde fast i”. Ikke verdens mest interessante foto, men denne her krykke har nu fulgt mig i næsten en uge – og skal være min faste følgesvend i mindst en måned – så jeg måtte jo hellere tage et billede af den.
- Dag 38 – “Som en rigtig prinsesse”. Rebecca og Lillian skulle til deres første fastelavnsfest – og jeg var lidt irriteret over ikke at kunne være med. Men i det mindste stilte Rebecca op til fotografering.
Jeg havde selv for et par år siden et ret voldsomt brud på min for. Ja den knækkede simpelthen af og sad ude på siden af foden. Det var lige op til eksamen og jeg var alene med min datter den uge fordi hendes mor var i Kina.
Men set tilbage så var det faktisk nok det mest helende for mig selv jeg har været ude for i mange år.
Jeg lå der og jeg kunne ikke rigtig noget andet end at få mad og det var hele tiden et job at skaffe nogen til at hjælpe mig, men det lykkedes og den der totale overgivelse til at jeg bare skal ligge her og ikke gøre noget tvang mig til at sætte tingene i perspektiv. Hvad var egentlig vigtigt at jeg var med til. Meget lidt i forhold til hvad jeg troede. Andre steder kunne jeg se at nu havde jeg ikke andet at lave end være her med den der nu var der eller den ene ting jeg måske kunne gøre og så var jeg til stede med det.
Jo det var et lykkeligt brud – set i bagklogskabens ulideligt klare lys.
Men jeg håber du får en god bedring og du får det ud af det du skal få.
Kram
Hans Kristjan
Mange tak Hans … jeg tror faktisk på nogen måder jeg har det ligesådan. Man bliver lidt idiot af at være så begrænset, men på den anden side har jeg aldrig slappet så meget af – i hvert tilfælde ikke i mange mange år.