I denne uge lancerede Google deres nyeste produkt – Google Buzz (http://buzz.google.com). Og hvad er så det?

Kort fortalt er Google Buzz et socialt netværk som trækker informationer fra andre sociale netværker – f.eks. Flickr, Youtube, Picasa, Blogger og Twitter.

Det har vi set før – Friendfeed gør det samme og bedre. Det er i sig selv egentlig ikke særlig spændende.

Påtvunget

Det interessante er at Google Buzz er rullet ud til alle som har en Gmail – og det er godt nok mange. Det er altså et socialt netværk der bliver pålagt alle som bruger Googles mailservice. Og det er både bekymrende og genialt!

Først og fremmest er det bekymrende. For en stor del af Gmails brugere er denne type sociale netværker ukendt land. Og Google giver alle en kort introduktion, men jeg er rimelig sikker på, at brugerne ikke er forberedt på hvad Google mener med “Public”.

Public i Google Buzz er virkelig “Public”. Altså offentligt. For alle! Ikke kun dem som følger dig, men alle som kan finde din Google profil. Fuldstændig ligesom Twitter. Men den offentlighed er jeg ret sikker på at de fleste ikke forstår. De er nemlig vant til Facebooks udgave af “Public”, som for det meste begrænser statusopdateringer og den slags til ens venner.

For mig betyder det, at Google næsten helt sikkert vil få kritik for denne her service. Når det får op for brugerne, hvor offentlige deres “buzzes” er – så bliver de formentlig sure. Og så vil Google nok blive tvunget til at ændre Google Buzz på en eller anden måde – så det bliver nemmere for brugerne, at kontrollere hvem der kan følge deres updates.

Genialt

Og hvorfor er det så genialt at påtvinge Buzz til alle Gmail brugere? Simpelthen fordi der er så mange af dem. Alle de mennesker i ens netværk der aldrig rigtig har forstået hvad Twitter kan – de har pludselig fået det ind af bagdøren! Så måske bliver Buzz virkelig gennembruddet for sociale medier. Ganske enkelt fordi brugerbasen er så stor. Gmail har, anslået, 176 millioner brugere. Det er langt mere end Twitter (tal for Twitter-brugere er svære at finde, men mange steder estimerer at der er 20 millioner aktive brugere på Twitter).

Så Google Buzz giver min mor og min søster adgang til min Twitter-strøm, mine Flickr-billeder og mine Youtube-videoer – lige fra hendes indbakke! Så lige med et bliver de sociale medier der før var skjulte fra almenheden meget meget almene.

Det kan godt gå hen og blive stort …

Hvad mangler?

Udover problemerne med privacy (som jeg er sikker på at Google bliver tvunget til at gøre noget ved) – så mangler Google Buzz stadig nogle småting for VIRKELIG at være stærke.

Først og fremmest er det integrationen med de andre medier som er vigtig. Lige nu er der, som nævnt, adgang til Twitter, Youtube, Flickr, Picasa og Blogger. Det er en god start – men slet slet ikke nok. Kik på Friendfeed. Der kan man stort set integrere et hvilket som helst site eller strøm. Digg, Delicious, WordPress, Facebook(!), LinkedIN, Myspace etc. etc. Hvis Google Buzz skal have succes – så skal de sites også på.

Og så er der måden de integrerer på. Den er nemlig en-vejs lige nu. Hvis jeg skriver noget på Twitter kommer det, med TIMERS forsinkelse, på Buzz. Men det jeg skriver på Buzz kommer ikke på Twitter. Det skal gå begge veje for at være rigtig interessant – ellers bliver Buzz bare et opsamlingsfeed for det jeg alligevel poster på Twitter.

Konklusion

Google Buzz er Google Wave til folket. De næste uger og måneder vil vise om det virkelig slår an … eller om den brede Gmail-brugergruppe er ophøjet ligeglade med sociale strømme.

Jeg tror på, at der er et virkelig stort potentiale i Buzz – og det er virkelig interessant, at Google ruller det ud som en funktion i Gmail og ikke som en separat service. For dermed har systemet fra dag 1 en meget stor brugergruppe. Faren er at det er en brugergruppe der ikke har bedt om det.

Spørgsmålet er om de tilgiver det …

Leave a Reply

(required)

(required)

© 2010 Adambindslev.dk Suffusion WordPress theme by Sayontan Sinha